fredag den 27. april 2012

Smarte klemmer

Nyt produkt fra Clover.
Disse smarte klemmer kan hurtigt blive uundværlige. Indtil videre har
jeg kun nået at afprøve dem til at holde sammen på papstykkerne når jeg
syr i hånden over pap. De er rigtig gode til at holde papperne sammen nøjagtigt
hvor jeg placerer dem, de klemmer rimelig hårdt, og papperne forskubber sig ikke.
Jeg plejer at bruge almindelige papirclips, men der kan papperne godt forskubbe sig
lidt mens man syr. Klemmerne er til gengæld for tunge at bruge, når jeg rier stoffet om
pappet, der er papirclipsene stadig det bedste - synes jeg.

Klemmerne er ca. 3 x 1cm store, og de kan fås stykvis til 5,- pr. stk. hos
 "Stofgåsen" i Vester Skerninge.

lørdag den 21. april 2012

EQ6 mønster

Jeg har taget et foto af et print, fra EQ6! EQ6 er et program til
pc´en, hvor man kan designe quilts etc. Jeg har lavet dette oplæg
til en veninde, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan det tager
form. Det skal syes i hånden over pap, så der er arbejde til et stykke
tid ;-)
De små flying geese er f.eks. 2,5 x 5 cm.

fredag den 20. april 2012

Stakken vokser ;-)

Det er faktisk ret hyggeligt at hækle disse simple
bedstemors-firkanter. Jeg forestiller mig et slumretæppe,
så der skal også en del til, over 200 - men jeg er nået op over
70 stk, så det kommer. Kun gamle bomuldsrester, men jeg
bliver nok nødt til at investere i en råhvid til at hækle det hele sammen.
Go´ fredag ;-)

torsdag den 5. april 2012

Et stort tab


Torsdag d. 29. marts begravede vi min elskede far.
Han blev 85 år, var frisk til det sidste, og som alle eventyr ender,
"han levede lykkeligt til sine dages ende"
Men hold op, hvor gør det ondt, og hvor vil vi savne ham.

søndag den 26. februar 2012

Solrig søndag




Forsmag på forår, dejligt solskin, jeg fik min datter Katrine til at tage nogle billeder, så jeg kunne få min blog og min hjemmeside http://www.kludemarie.dk/ til at se (nogenlunde) ud som jeg gerne ville  :-)


-og så kunne hun jo passende tage lidt billeder af sine egne tæpper.

Dette blå tæppe har hun selv håndsyet over pap, og selv designet, vel for ca. 2 år siden, da var hun 13. Jeg har applikeret på baggrund, på maskine, og maskinquiltet.


Til sin konfirmation fik hun dette tæppe, efter et mønster af Marti Michell. Maskinsyet og quiltet på longarm hos http://www.pro4.dk/ , af mig.


Nærbillede
 Fleece på bagsiden, og en lille ugle som hun elsker :-)

tirsdag den 7. februar 2012

PlusPlus tæppe


Fredag i sidste uge fik min søster Mette og jeg monteret hvert et tæppe, så det er klar til quiltning. Mette fik "Regnbuens stjerner" (se under galleri) med hjem, det vil hun quilte i hånden. Jeg har været så letsindig, at bestemme mig for, at håndquilte mit PlusPlus tæppe! Måske har jeg allerede fortrudt, jeg quilter med en lidt tyk, fantastisk flot håndfarvet silke, men det er lidt besværligt, da jeg skal have en lidt tyk nål, som så er lidt svær at trække igennem. - og mig og håndquiltning er jo ikke den bedste kombination, så jeg overvejer at forsøge mig med symaskinen, så den ikke ender som en ufo :-)


Jeg quilter med lidt lange sting, så den flotte tråd bliver at se, jeg ahr fået quiltet 3, men skal vel op over de 70!!! Der er lang vej endnu.



Så jeg bliver også fristet til at forsøge mig med lidt andet ;-)
Jeg har et hensyntagende hold, godt nok til vævning, men måske vil nogle gerne forsøge sig lidt med at hækle, så det har jeg forsøgt mig lidt med. Jeg har ikke hæklet meget i mit liv, men der er jo ikke grænser for, hvad man kan finde på nettet.
Denne grydelap har jeg dog selv komponeret, men de små hvide hjerter har jeg fundet opskriften på hos Karlssons Kludeskab


"Bedstemor-firkanten" var bare for at prøve, jeg har engang hæklet et helt tæppe i blå farver, men det er smidt ud for mange år siden. Blomsterne er opskrifterne fundet forskellige steder. Den helt røde, nederst til venstre er et mønster jeg har købt hos kastanie-strik for snart et år siden, de øvrige på blogs jeg ikke lige kan finde igen. Men søg på "hæklede blomster", der er mange ideer og opskrifter.

Ja, gad vide hvad jeg egentlig havde gang i den dag? - men jeg surfede rundt på nettet, og fandt ud af, at verdens smukkeste molekyle C60, er det samme som opskriften på en bold med 5-kanter og 6-kanter, som en fodbold.Så måtte jeg lige prøve at sy et par stykker i forskellig størrelse. De bliver meget flot runde. Konstruktionen er lidt indviklet, men når mine it-færdigheder bliver til det, skal jeg prøve at lave en beskrivelse :-) Der er brugt 12 5-kanter og 20 6-kanter. Til hver bold.



Jeg har gang i at sy stjerner 10x10cm i hånden over pap, (det er vist det jeg allerbedst kan lide). Der skal jo nogle stykker til, hvis det skal ende med et tæppe, og det regner jeg med, har vel 35-40 stykker. Rød, orange, pink farver.


Så kan man jo lege lidt med, hvordan de skal syes sammen, engang ud i fremtiden, måske skal der en grøn bort imellem, eller måske en anden farve, eller måske ingen?
Og måske skal blokkene stå på højkant?

                              

Ha´en go´ tirsdag - Tove

mandag den 30. januar 2012

Ægte netværk i udkantsdanmark

I dag bliver min elskede gamle far 85 år :-)
Solen skinner fra en frostklar og skyfri himmel - han må have været sød :-)

I går blev han fejret på kroen i den lille landsby i vestjylland, hvor han bor, sammen med min mor. 100 gæster var inviteret og stort set alle mødte op.

Til tider hører vi om gamle, der bliver ensomme, fordi omgangskredsen falder bort - og det er  vældigt oppe i tiden, hvor vigtigt det er at netværke, der bliver holdt kurser og workshops over det ganske land.

Kulturen i det lille landsbysamfund er, at man inviterer både gamle og nye naboer, dem man spiller kroket, billard, kort, bob, etc. med, og alle dem man ellers kommer i kontakt med - i hvert fald hvis man er min mor og far. Børnebørnene fra 15-23år var selvfølgelig de yngste, men i vennekredsen var alderen fra ca. 45år - +90år.

Er naboen syg og har brug for hjælp, så leveres der suppe, en arm at humpe sig rundt ved eller hjælp til at få en skjorte over en dårlig skulder - og selvfølgelig retur når man selv har brug for hjælp. Alle hjælper med det de kan. Sådan er det bare! Det er et ægte netværk, der fungerer (og de har ikke engang været på kursus) :-) :-) :-)