mandag den 16. marts 2015

Generel syvejledning håndsyning over pap

At sy patchwork i hånden over pap, er det jeg allebedst kan lide :-)


Der er uendelig mange mønstre og måder at sætte stof sammen på. Det samme mønster kan tage sig meget forskelligt ud, alt efter hvilket stof der bruges. Legen med mønstre og stof er for mig fascinerende og får mig til at glemme tid og sted.

Der er nogle ting, som er gode at vide, men ellers er det ret simpelt:
man tegner et mønster på karton, klipper de enkelte dele ud, 
beklæder dem med stof, og syr dem sammen igen.

Først skal du bestemme dig for et mønster. Når du har gjort det, skal du have det tegnet over på karton, og have alle de enkelte dele klippet ud i både karton og stof. 

 I nogle mønstre er der pap med, lige til at klippe ud, og efterhånden kan du også købe rigtig mange forskellige pap-skabeloner, der er udstansede lige i den størrelse du skal bruge.

Jeg lærte (for mange år siden) at bruge sømrum på 1 cm, men 3/4 cm er rigeligt, 1/4 inch er fint.
Jo mere sømrum, jo tungere bliver tæppet i sidste ende, og jo mere stof skal du bruge. 
Der ligger faktisk rigtig meget stof i sømrummet, inden du har til et helt tæppe.
Små lapper kræver mindre sømrum, når du rier/limer stoffet på pappet, må sømrummet ikke overlappe hinanden på bagsiden.

Trådretning er ikke det vigtigste ved håndsyning over pap, da pappet styrer stoffet, men
visuelt er det ofte pænest, hvis trådretningen går samme vej, går mod midten (hvis du har en rund figur) eller nogle gange har du et motiv, du gerne vil have til at vende en bestemt vej.

Når de enkelte dele er klippet ud, skal stoffet ries eller limes på pappet. Ri/lim hele vejen rundt, det behøver ikke være pænt, bare stoffet ligger glat på forsiden og er præcis i hjørner og spidser. Især ved lyse stoffer er det vigtigt at også sømrummet er rimelig præcist, da det vil kunne anes gennem stoffet.

Klip eller skær dit stof ud - se Generel skærevejledning 

Jeg har gjort det til en vane, at træde nålen, inden jeg klipper tråden af.
På den måde får jeg tråden til at vende rigtigt!
Syr du med nålen i den anden ende af tråden, vinder du tråden op efterhånden som du syr, 
og den vil nemmere slå knuder.
tove


Når jeg syr, laver jeg små knuder, der gemmes i sømrummet. 
Jeg lægger enden af tråden over nålen, holder fast med tommel, 
vikler tråden rundt om nålen 3 gange....

... griber med tommel og pegefinger (på højre hånd) om tråden
og trækker med venstre hånd nålen igennem helt til enden af tråden.


Når jeg rier, laver jeg større knuder, ved at vikle tråden om pegefingeren og rulle den af.

Ri stoffet om pappet, så stoffet ligger pænt glat på forsiden.
Start fra retten, så knuden kommer på retsiden, og slut med en lille ende på forsiden.
Brug evt. papirclips til at holde stoffet på plads.
Start ved en side og 
ri altid samme vej rundt
enten med uret eller mod uret - væn dig til altid at gøre det samme, så får du
snipper ved trekanter og spidser til at vende samme vej, og sømrummet vil altid lægge sig pænt på vrangsiden. 

 Her ses en riet lap med knude og ende på retsiden


 De små "snipper", der ligger som et enkelt lag stof, når du rier/limer trekanter
(og vinkler der ikke er 90 grader)
skal klippes af.
Pas på du ikke klipper for tæt på spidsen.


Læg de 2 lapper du skal sy sammen, ret mod ret.
Jeg bruger mange forskellige farver tråd, når jeg syr i hånden. 
Altid én der matcher i farven, og altid den mørkeste farve af de 2, der skal syes sammen.
Stik nålen ind under sømrummet og ud, der hvor du skal begynde at sy. 

.... sådan gjorde jeg indtil for et par måneder siden, 
nu er jeg faktisk begyndt at stikke nålen ind i sømrummet, så
knuden kommer til at ligge på sømrummet, lidt fra hjørnet hvor jeg starter med at sy.
(foto herunder, se nålen i højre øverste hjørne)
Ellers kan man nemt komme til at stikke i knuden, når man begynder at sy,
og knuden fylder for meget der i hjørnet/spidsen.


Tag 2 sting i starten, det første lader jeg gerne nålen gå igennem løkken, så der laves en knude 

fortsæt med at sy kastesting, du skal have fat i et par tråde fra hver lap,
kun i folden/stoffet, og ikke i pappet.
Her bruger jeg også ofte papirclips til at holde på plads. 

Hvis de stykker du skal sy sammen har lidt buede kanter, kan det hjælpe at
bøje dem lidt, for at få kanten til at flugte. 

Når tråden skal hæftes, tager jeg igen 2 sting for enden, hvor jeg lader det sidste gå gennem løkken for at lave en knude,
går ca. 3 sting tilbage, tager 2 ekstra ting, igen den sidste med knude...


...stikker nålen under sømrummet ca. 1 cm, og klipper tråden af.

Så er det bare at gå igang.

Rigtig go´ fornøjelse ;-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar